Der farer mange tanker gennem hovedet, når ens søn på knap 16 år ikke kommer hjem mere. Jesper blev dræbt i en trafikulykke på sin knallert. Sådan pludselig den 7. november 1995, og den dato vil altid stå printet hos Jan Siig Therkildsen, som stadig har svært ved at forstå, hvorfor. Der går ikke et døgn, uden han tænker på Jesper, som døde alt for tidligt. Men det er sådan, det er.

I starten var de ”totalt ødelagte alle sammen”, blomsterne til begravelsen fyldte mange meter, fordi næsten alle ønskede at sende en sidste hilsen, hvilket Jan var dybt taknemlig over. Han kom på kirkegården mindst tre gange dagligt, for han skulle lige derom. Jo, der er tænkt mange tanker på Videbæk kirkegård. ”Jeg måtte om til Jesper. Der var bare ikke noget at gøre, jeg var nødt til det. Det var så svært at slippe ham”, siger Jan og tilføjer stille: ”Døden er så uigenkaldelig, den kunne jeg ikke ændre, selv om jeg har håndteret så mange andre situationer for os. Døden sætter punktum, og det er altså voldsomt, når ens knægt pludselig forsvinder.”
I dag cykler han ofte til kirkegården, hvor han og hustruen Maj-Britt kender en del af dem, der ligger begravet. Begivenheden er kommet på afstand, tiden reparerer en del, men når han står ved gravstedet for Jesper og kommer til at tænke dybt, så er der stadig en sorg, der vil ud. Måske fordi Jan aldrig fik svar på, hvordan ulykken kunne ske. Så hjælper det lidt at ordne gravstedet. Han sætter en ære i, at det ser pænt ud.