Her er det gratis at slappe af

Fra det maritime magasin Waves

Paw Ankjær leder Seamens club Aarhus, som er en selvstændig organisation styret af en fondsbestyrelse. Den samarbejder med Sea Health and Welfare og Sømandsmissionen.
”Vi er fortpligtet efter ILO-konventionerne, som handler om gode arbejdsvilkår for arbejdere verden over. Konkret handler det her om, at der i hver international havn er et tilbud om velfærdsgoder, at vi er behjælpelige overfor sømændene uanset nationalitet,” forklarer Paw:
”Det er jo et vidt begreb, hvad der er velfærd. Når jeg er på havnebesøg, kan jeg se, at det betyder noget, at vi er der. Succeskriteriet er tilfredse og glade søfolk. Det er en kæmpe gave at se deres tilfredshed, men svært at regne økonomi på netop det.”

Velforberedt velfærd
Formålet er at yde velfærd, det være sig i form af hyggelige lokaler og fx taletidskort til mobiltelefonerne, men især aviser på sømændenes eget sprog hitter. Inden Paw tager rundt på havnen, har han tjekket, hvilke skibe der ligger i havnen, og hvilke nationaliteter sømændene har. Derefter printer han dagens aviser.
”Vi er seriøse og velforberedte, når vi tager på skibsbesøg. Nyhederne fra hjemlandene er helt klart døråbnere for os. Og de er gratis for sømændene. Jeg gør mig umage med at huske alle. Vi prøver i det hele taget at opfylde deres behov så godt som muligt.”
I de velindrettede og hyggelige lokaler tæt på DOKK1 i Aarhus kommer mange søfolk i aftentimerne, og som havneudvidelserne udvikler sig, er placeringen af Seamens Club Aarhus rigtig god. Flere måneder om året anløber store krydstogtsskibe tidligt om morgenen, og de mange besætningsmedlemmer søger mod Seamens Club, som prioriterer at holde åben:
”Der kommer virkelig mange. Forleden mere end 100. Vi lægger hus til, og Sømandsmissionen stiller med medarbejdere. Det giver en god synergi, og samarbejdet fungerer upåklageligt.”
”Vores opgave er at give søfolkene en mulighed for et frirum midt i en fortravlet hverdag. Typisk er det kokken, vi møder. Måske fordi han ofte arbejder selv og lægger øre til de andres snak og har travlt med at servicere kollegerne. Så har han brug for et frirum om aftenen.”
Paw har været bestyrer siden 2009. Århus havn og skibsfarten i det hele taget har udviklet sig voldsomt de senere år, og det har naturligvis også haft indflydelse på måden, Seamens Club arbejder på. Siden 1992 har man fx ikke haft værelser at udleje. Når erhvervet ændrer sig, ændrer behovet sig også.

Fra dæksfolk til kaptajn
Paw er glad for, at fordelingen af arbejdsopgaver mellem Sømandsmissionen og Seamens Club er fordelt uden gråzoner: ”Det var med en vis skepsis, jeg så sømandsmissionær Jørgen Knudsen begynde her på havnen, for skulle vi nu løbe i hælene på hinanden, og hvem gjorde hvad. Vi har haft nogle gode dialoger og har i årenes løb opbygget et virkeligt godt samarbejde, som er fortsat, selvom sømandsmissionæren nu hedder Søren Thuesen. Vi har hvert vores mål for arbejdet, og vi arbejder begge ud fra et kristent udgangspunkt. Alle kan komme her – fra dæksfolk til kaptajnen. Mangfoldigheden er stor, og det er spændende. Hver ny dag på arbejde ER ny. Det kan jeg lide. Det sjoveste er netop at møde den enkelte sømand og så prøve at give ham en fin oplevelse og afhjælpe akutte behov. Et skibsbesøg er mange ting.”


Magasinet Waves, 5. årgang 2018
Af journalist Hanne Baltzer