Operasanger Ida Heinrich er en modig kvinde. Hun tør stå ved sin sårbarhed, for efter forbøn mærker hun Guds indgriben i sit liv: en personlig tro og en fred i hjertet.

På You Tube kan man finde Ida syngende, mens hendes far, Nikolaj Heinrich, spiller salmen "Kun en dag et øjeblik ad gangen/nunaqarfiga seqinnarimmi". Lige nu er det sådan i den unge kvindes liv: At tage en dag ad gangen.

Ida håber at blive rask fra den kræftsygdom, hun pådrog sig i 2016, men hun ved ikke, om det lykkes, for sygdommen har spredt sig. Hun ved, at hun ikke vil dø fra sine to børn, som hun er alene med. Hun vil leve, synge og bruge sin operauddannelse. Ja engagere sig. Måske derfor fik hun Den Grønlandske Kulturpris 2018, da hun som klassisk musikuddannet siden 2006 har været med til at udvikle og skabe fornyelse af sangkulturen i Grønland. Mange finder da også en trøst og glæde, når hun synger. Hun rører mennesker.

Ny dvd – en gave at synge
Netop nu i efteråret udkommer hendes nye dvd. Selvom det kostede megen energi at indspille den, lykkedes det at indspille de 9 numre på 2 dage, hvilket Ida kalder ”en gave”, for kræften spredte sig til halsen, og kemobehandlingen i 2016 kostede sangstemmen i lang tid. Hun var da også alvorligt bange for, om hun kunne synge igen. Det kan hun: ”Jeg er stolt af mig selv, og jeg synes, jeg har noget at give her i Grønland. Den nye dvd er indspillet sammen med min gode ven Kuunu Berthelsen. Vi synger 8 duetter og 1 solo hver. I alt 10 numre,” fortæller Ida med glæde.

Hun prøver da også at leve hvert øjeblik. Selvfølgelig tager bekymring og fortvivlelse over af og til, men efter at prædikanten Hans Berntsen har bedt for hende nogle gange, har hun fået det langt bedre. Hendes kræfttal er stadig for høje, men hun er omkranset af en helt anden ro nu. En overbevisning om, at Gud går med. Også selvom lægerne ikke kan gøre mere, og hun har sagt nej tak til livsforlængende kemo.

”Jeg havde haft en virkelig dårlig periode med konstante smerter og tog piller tre gange om dagen for at lindre. Jeg havde det så skidt, at jeg ikke troede, jeg ville leve. En nat bad jeg til Gud, om han ville hjælpe mig. Ville vise mig vejen til, hvordan jeg ville kunne leve længere. Jeg faldt endelig i søvn og næste morgen, da jeg sad med min mobil, var det første opslag på facebook noget om evangelisten Hans Berntsen, som kan helbrede folk. Hvor han er, sker der tit mirakler,” smiler Ida. Hun taler med stor inderlighed. Det er vigtigt for hende at få fortalt, hvad Gud kan udrette.

Forbøn forandrer
Konkret tog Ida til Danmark, hvor Hans Berntsen havde et møde.
”Da han bad for mig, kunne jeg mærke en varm energi strømme gennem min krop. Det var Guds kærlighed, der gjorde min krop så varm, at jeg blev helt rød i kinderne. Den strømmede på kryds og tværs og lagde ligesom en beskyttende anorak om mig. Efter forbønnen tog jeg i flere måneder ingen smertestillende medicin, og jeg kunne endelig sove igen, hvilket jeg ikke havde kunnet i lang tid. De dybe og svære tanker blev afløst af andre.”

Da Hans Berntsen bad for hende for anden gang, skete der også noget i hende:
”Jeg åbnede virkelig mit hjerte for Guds ubetingede kærlighed. Jeg takker Gud for, at han har givet mig mere fred i sjælen. En ro i mig selv, der er fyldt med taknemlighed. Jeg er meget mere fredfyldt nu. Det forløste mig på en særlig måde, og det gør det stadig, selv om mine kræfttal ikke er, som jeg kunne ønske mig. Lægen undrede sig dog over, at der ikke var sammenhæng mellem kræfttallenes størrelse og den store energi samt det udseende, jeg har. Selvfølgelig er jeg skuffet og ked af, at tallene ikke er bedre. Men det er bare tal. Gud er min bedste medicin. Jeg accepterer min sygdom, og tror virkelig på, at jeg ikke forlader jorden, før Gud mener, jeg er færdig her. At have Jesus i hjertet er også at fortælle andre om, hvad han har forløst ind i mit liv. Jeg håber, de vil lytte, for mange her har et åbent hjerte for en tro på Jesus. Mit håb er at kunne være sammen med mine børn mange år endnu,” siger Ida Heinrich rørt.

Mange deltog i de møder Hans Berntsen havde i Grønland i juni – også Ida og hendes familie. De færreste gik uberørte hjem, en del oplevede helbredelser, og flere kom til tro på Jesus.