Min kone skal føde, kan jeg få fri?
Tema: Børn — af Hanne Baltzer
Sømanden var på plads, da han skulle være far for både første og anden gang. Nu elsker han at have maksimal tid til børnene seks måneder om året.
Da Jonas Brix Schrøder Pedersen skulle være far for anden gang, ringede han til arbejdsgiveren Esvagt og spurgte, om han kunne få fri. Han var lidt genert ved det, for kunne man det? Personalekonsulenten var dog meget imødekommende og sagde, at selvfølgelig skulle han være med til fødslen. Senere da Wilma-Rose blev født, kvitterede Esvagt med både blomster og hilsen, så den opbakning gav Jonas den gode følelse langt ind i hjertet. Han vendte glad tilbage til jobbet efter en måned hjemme, selv om det et kort øjeblik gav et sug i maven, da han kyssede hustruen Rikke og børnene Louie og Wilma-Rose farvel.
”Da vores søn var et år, begyndte jeg på mit job hos Esvagt, hvor jeg nu arbejder som befaren skibsassistent. Nu er han fire, og vi har også en datter på to. Det er vigtigt for mig at sige, at Rikke har stået 185 procent bag mig. Hvis ikke ens nærmeste står bag, så kan det ikke lade sig gøre at være en tilfreds sømand. Vi aftalte også, da jeg begyndte at sejle, at hvis den ene sagde stop, så skulle den anden acceptere det. Og hun har virkelig knoklet, og det har i perioder været hårdt for hende, selv om Rikke har givet flere skulderklap end hoppet i offerrollen. For os er dette en god måde at leve på, ja det er det bedste, jeg har gjort i arbejdslivet.” Jonas smiler, mens han følger børnene i stuen.
Stop
En glad Jonas var kommet godt i gang efter sin datters fødsel, da en udmattet Rikke sagde ”stop” helt overdynget af mange døgn alene med små børn, manglende søvn, vasketøj, legetøj over alt og ingen tid til sig selv overhovedet. Aftalen var, at på et ”stop” skulle han kvitte jobbet. De fik snakket grundigt om det hele og mulige måder at få familielivet til at fungere på. Hun erfarede, hvor glad han var for at sejle og de mulige jobalternativer, og han erfarede, at hun skulle have tid til bare at være Rikke. Hun konkluderede, at hun hellere ville have en tilfreds mand, der var hjemme halvdelen af året, end en småutilfreds sælger i et almindeligt job med masser af kørsel og lange arbejdsdage.
”Jeg var taknemlig. Følte en stor ro i kroppen ved at kunne fortsætte i det job, jeg er så glad for. Nu kan jeg gå målrettet efter at komme op på broen som kaptajn. Rikke er glad for at arbejde som lærer, og hun finder tid til andet end at være mor, hvilket er vigtigt.”
”Jeg savner børnene, når jeg er væk. Naturligvis. Og det gør da vanvittigt ondt, når børnene hellere løber til deres mor de første dage, jeg er hjemme, selvom jeg gerne vil give dem et kram. Men sådan er virkeligheden, og man er nødt til at være stålsat. Så tænker jeg på, at jeg har seks måneder betalt fri om året – ikke for at sidde i sofaen og tænke store tanker – men så jeg kan være mere sammen med børnene. Havde jeg haft mit sælgerjob i dag, havde jeg slet ikke den frihed overhovedet.”
Da Jonas Brix Schrøder Pedersen skulle være far for anden gang, ringede han til arbejdsgiveren Esvagt og spurgte, om han kunne få fri. Han var lidt genert ved det, for kunne man det? Personalekonsulenten var dog meget imødekommende og sagde, at selvfølgelig skulle han være med til fødslen. Senere da Wilma-Rose blev født, kvitterede Esvagt med både blomster og hilsen, så den opbakning gav Jonas den gode følelse langt ind i hjertet. Han vendte glad tilbage til jobbet efter en måned hjemme, selv om det et kort øjeblik gav et sug i maven, da han kyssede hustruen Rikke og børnene Louie og Wilma-Rose farvel.
”Da vores søn var et år, begyndte jeg på mit job hos Esvagt, hvor jeg nu arbejder som befaren skibsassistent. Nu er han fire, og vi har også en datter på to. Det er vigtigt for mig at sige, at Rikke har stået 185 procent bag mig. Hvis ikke ens nærmeste står bag, så kan det ikke lade sig gøre at være en tilfreds sømand. Vi aftalte også, da jeg begyndte at sejle, at hvis den ene sagde stop, så skulle den anden acceptere det. Og hun har virkelig knoklet, og det har i perioder været hårdt for hende, selv om Rikke har givet flere skulderklap end hoppet i offerrollen. For os er dette en god måde at leve på, ja det er det bedste, jeg har gjort i arbejdslivet.” Jonas smiler, mens han følger børnene i stuen.
Stop
En glad Jonas var kommet godt i gang efter sin datters fødsel, da en udmattet Rikke sagde ”stop” helt overdynget af mange døgn alene med små børn, manglende søvn, vasketøj, legetøj over alt og ingen tid til sig selv overhovedet. Aftalen var, at på et ”stop” skulle han kvitte jobbet. De fik snakket grundigt om det hele og mulige måder at få familielivet til at fungere på. Hun erfarede, hvor glad han var for at sejle og de mulige jobalternativer, og han erfarede, at hun skulle have tid til bare at være Rikke. Hun konkluderede, at hun hellere ville have en tilfreds mand, der var hjemme halvdelen af året, end en småutilfreds sælger i et almindeligt job med masser af kørsel og lange arbejdsdage.
”Jeg var taknemlig. Følte en stor ro i kroppen ved at kunne fortsætte i det job, jeg er så glad for. Nu kan jeg gå målrettet efter at komme op på broen som kaptajn. Rikke er glad for at arbejde som lærer, og hun finder tid til andet end at være mor, hvilket er vigtigt.”
”Jeg savner børnene, når jeg er væk. Naturligvis. Og det gør da vanvittigt ondt, når børnene hellere løber til deres mor de første dage, jeg er hjemme, selvom jeg gerne vil give dem et kram. Men sådan er virkeligheden, og man er nødt til at være stålsat. Så tænker jeg på, at jeg har seks måneder betalt fri om året – ikke for at sidde i sofaen og tænke store tanker – men så jeg kan være mere sammen med børnene. Havde jeg haft mit sælgerjob i dag, havde jeg slet ikke den frihed overhovedet.”
Hanne Baltzer
Tema: Børn