Børne- og ungekonsulent Nivé Heilmann rejser rundt i Grønland for at rekruttere frivillige og skabe samarbejder til fordel for børnene fra sårbare familier ramt af misbrug. Hun er helt ny i Blå Kors-regi.

Af Hanne Baltzer

Udsigten til sneklædte bjerge er hjemlig idyl for Nivé Heilmann, som efter to måneder ved Barnets Blå Hus i Aalborg er tilbage i Nuuk, hvor hun er født og opvokset. Engagementet og passionen for at hjælpe stråler ud af den lattermilde, læreruddannede kvinde, mens hun begejstret fortæller om, hvordan hun slet ikke selv vil undvære at være frivillig. Det giver hende masser af netværk og energi, som hun nu bruger til at finde folk, der vil lave aktiviteter med børn i seks udvalgte byer i Grønland, hvor Blå Kors Grønland i forvejen har huse. Undersøgelser viser, at hver trejde barn i Grønland vokser op i en familie, hvor misbrug spiller en rolle. Her kan aktiviteter blive åndehuller for børnene, og mødet med voksne afgørende for barnets hverdag – især for de børn, der må passe sig selv.  Derfor har hun tre omdrejningspunkter i sit arbejde: Børnene, de frivillige og samarbejder med andre aktører nationalt og lokalt. ”Jeg har den holdning, at børnene er et samfunds vigtigste ressource. De er ofte en overset gruppe, der sjældent får taleplads.  Hjemmefra har jeg lært, at man selv kan gøre meget – og i samarbejde løfte i flok. Nu har jeg opbakningen og kræfterne. Så gør jeg det. Det, der driver mig, er børns ret til at blive set og hørt. Møder de bare et menneske, der hjælper, hvor de står, gør det indtryk. Drømmen er da også, at børn og unge om nogle år vil se tilbage og sige, at mødet med de voksne i Blå Kors-husene hjalp dem i en svær tid og blev et vendepunkt i deres liv.”

Ministre og netværk

Børne- og ungekonsulenten skal nu vise, at hendes mange kontakter kan spille sammen til gavn for projektet: ”Jeg samarbejder med Selvstyret og sociale organisationer. Der er en masse gode mennesker koblet på rundt omkring, så jeg er optimistisk på en beskeden måde”, smiler hun.

”Jeg har talt med flere foreninger, som siger, det er godt, det er en hjemmevant person, der nu er ansat i projektet.  Når jeg taler med børneorganisationer og børnetalsmanden, oplever jeg en vilje og en lydhørhed til samarbejde. Ministrene på social- familie og sundhedsområdet vil gerne høre mere om projektet. Det er en fordel. Jeg føler, vi har en god opbakning.” Nivé håber at få plads omkring bordet i ”Børnealliancen”, som er et forum, hvor børnetalsmanden og foreninger vender aktuelle problemstillinger. Får hun sæde der, kommer hun helt ind i maskinrummet – hvor der samarbejdes om børns vilkår. Den 1. april flyttede hun ind i et kontorfællesskab i Nuuk ejet af Grønlands Idrætsforbund, der har stor erfaring i at arbejde med frivillige, hvilket hun regner med at bruge som inspiration. En del tid vil hun skulle bruge på rejser rundt til de seks byer. Oftest med fly, da der ikke er veje mellem byerne. Ventetiden i lufthavnene kan hun bruge til at tænke tanker: ”Min opgave er at støbe kugler til projektet, og så skal jeg hjælpe de frivillige undervejs. Også med ideer. Der er i hvert fald en energi og en vilje til at ville gøre noget og give omsorg og Blå Kors-værdierne videre.”